Konsortier og konkurrence

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sender nu et udkast til en opdateret version af vejledningen “Konsortiesamarbejde i forhold til konkurrenceloven” i høring. Konkurrencerådet har godkendt udkastet og skal også godkende det endeligt, når høringen er afsluttet. Rådet udgør sammen med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en samlet uafhængig konkurrencemyndighed.

Erhvervslivets organisationer og andre interessenter får mulighed for at komme med høringssvar til Konkurrencerådets kommende opdatering af vejledningen “Konsortiesamarbejde i forhold til konkurrenceloven”. Den oprindelige vejledning er fra 2014, og flere af erhvervslivets organisationer har efterspurgt en opdatering. Vejledningen er rettet mod virksomheder, der overvejer at gå sammen i et konsortium.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger: – Konsortier giver god mening ved udbud, hvis de giver flere bud og dermed mere konkurrence, eller hvis de giver bedre bud. Og hvis det er opfyldt, så er virksomhederne faktisk også kommet langt i forhold til at leve op til konkurrencelovens regler. Konsortier kan på den måde være gode både for ordregivere og for særligt mindre leverandører, da de både kan give øget konkurrence og giver leverandører mulighed for at deltage i bud, de ikke ellers kunne deltage i.

Vi har konstateret, at der har været usikkerhed om, hvornår virksomheder må gå sammen i et konsortium. Den usikkerhed vil vi meget gerne hjælpe med at reducere. Derfor har vi igangsat arbejdet med at opdatere vejledningen om, hvordan konsortiesamarbejde skal ses i forhold til konkurrenceloven, siger han.

Udkastet til vejledningen indeholder blandt andet information om de overvejelser, virksomheder skal gøre sig, når de overvejer at byde på en opgave sammen med en eller flere andre virksomheder. Det kan gøre det lettere for virksomhederne, når de skal afgøre, om dannelsen af et konsortium er konkurrencebegrænsende og dermed i strid med konkurrenceloven.

Regeringen har for nyligt fremsat et forslag til ændring af konkurrenceloven, som blandt andet vedrører bagatelregler. Det vil også have betydning i forbindelse med konsortiedannelse. Hvis forslaget vedtages, vil ændringen blive medtaget i den endelige udgave af vejledningen.

Fristen for høringssvar er fredag den 1. september 2017 kl. 12.

Del dette med dit netværk: