Sundhedsplatform – nye mål

Region Hovedstaden; Ny plan for gevinstrealisering afløser oprindelig “business case” bag det omstridte it-system, Sundhedsplatformen.

– Sundhedsplatformen er en kæmpe investering, som vi valgte at udføre for at øge kvaliteten, give patienterne øget muligheder for inddragelse og frigive tid til medarbejderne. Disse gevinster tror vi stadig på, at vi kan hente, men bare ikke i samme takt som det oprindeligt var beskrevet i business casen. Sådan siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). Hun udtrykker tilfredshed med, at leverandøren har leveret systemet til tiden og at alle hospitaler fik indført systemet til tiden.

– Sundhedsplatformen går ikke ned og økonomien holder. Til gengæld har nogle arbejdsgange taget længere tid at tilpasse og oplære personalet i, end det var umiddelbart forventet, lyder udmeldingen fra Regionrådsformanden.

Forretningsudvalget i Region Hovedstaden har således besluttet, at sætte nye mål. Business casen for Sundhedsplatformen skal ikke yderligere vedligeholdes – og dermed bruges der ikke ressourcer på at opdatere den. Nu er den elektroniske patientjournal i drift på samtlige hospitaler og virksomheder i Region Hovedstaden, og derfor giver det ikke længere mening at vedligeholde et tungt, teknisk dokument, lyder konklusionen.

Del dette med dit netværk: