En ren 12èr

Topkarakter til udspil om cirkulær økonomi. Regeringen har i sit vækstudspil sat 20 mio. kr. årligt af til at fremme genanvendelse og cirkulær økonomi. Udspillet får topkarakter af DI og Aalborg Portland, der er godt i gang med at at udvikle mulighederne for genanvendelse og brug af alternative ressourcer.

I de kommende år får danske virksomheder en hjælpende hånd til omstilling til cirkulær økonomi. I hvert fald hvis det står til regeringen, der i sit vækstudspil lægger op til, at afsætte en pulje på 20 mio. kr. årligt i 2018-2019 samt 10 mio. kr. i 2020-2021 til initiativer, der kan understøtte især små og mellemstore virksomheders muligheder for at anvende cirkulære produktionsmetoder.

– Det er en ren 12’er! Vi har i den grad brug for at sætte skub i udviklingen på et område, der både tilgodeser miljøet og klimaet og samtidig kan give virksomheder vækst, siger miljøchef Karin Klitgaard, DI.

Udspillet fra regeringen er blandt andet baseret på de anbefalinger, som https://www.regeringen.dk/cirkulaer-oekonomi/fremlagde tidligere på året og udmøntningen af puljen til konkrete initiativer vil ske i forbindelse med udarbejdelsen af strategien for cirkulær omstilling, som forventes offentliggjort i efteråret 2017.

– Hvis Danmark udnytter mulighederne rigtigt, kan vi skabe omkring 10.000 job og samtidig sænke vores klimabelastning og ressourceforbrug betragteligt. Derfor er det på høje tid, vi kommer i gang med arbejdet, siger Karin Klitgaard.

Se https://www.ellenmacarthurfoundation.org/assets/downloads/government/20151113_DenmarkCaseStudy.pdf

Del dette med dit netværk: