Dansk-vand-teknologi-viden

Dansk/Californisk aftale om vandteknologi

Ny vandaftale med Californien skal sikre, at danske firmaer vinder ordrer på det tørstige amerikanske milliardmarked. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver i dag under på en vandsamarbejdsaftale med guvernøren for Californien, verdens sjettestørste økonomi. Aftalen skal styrke danske vandvirksomheders muligheder i Californien. – Samarbejdsaftalen skærper Californiens opmærksomhed på danske virksomheders vandløsninger. Her kan de præsentere deres teknologi til vandrensning, bekæmpelse af vandspild og kortlægning af grundvand over for de californiske vandforsyninger, der er potentielle aftagere af teknologien, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Californien vedtog i 2014 en økonomisk pakke på 52 mia. kroner møntet på at forbedre statens vandkvalitet, spildevandsrensning og på at kortlægge grundvandet.

– USA er verdens største marked for vandteknologi, og Californien har efter år med tørke et skarpt fokus på at passe på de sparsomme vandressourcer og mindske klimabelastningen fra vandsektoren. Her er Danmark foran de ellers progressive myndigheder i Californien, hvilket gør staten til en uhyre interessant og vigtig samarbejdspartner for danske virksomheder, siger Esben Lunde Larsen.

USA er Danmarks fjerdestørste marked for vandteknologi. På 10 år er eksporten vokset med 80 procent. I 2016 var den på 1,1 mia. kroner.

– USA er et kæmpe marked, hvor konkurrencen er hård. Derfor er det enormt flot, at det er lykkedes Danmark at indgå en samarbejdsaftale med så stort et potentiale. Aftalen skaber synlighed om danske vandløsninger, og da der skal investeres minimum 600 mia. dollars i at vedligeholde den amerikanske vandinfrastruktur de næste 20 år, er eksportpotentialet enormt, siger Danmarks ambassadør i USA, Lars Gert Lose.

Miljø- og Fødevareministeriet har siden 2016 sammen med ambassaden i Washington DC og den danske Water Technology Alliance haft en tæt dialog med de californiske myndigheder om mulighederne for at sikre et tæt samarbejde. Den californiske interesse for danske vandteknologiløsninger kommer fra den tørkeramte stats behov for nytænkning på vandområdet. Derfor er aftalen kommet i stand allerede i 2017. I Californien bruger hver indbygger over dobbelt så meget vand som i Danmark. Amerikanske renseanlæg bruger masser af energi, og belaster dermed klimaet. Danske renseanlæg er derimod i stand til at producere mere energi, end de forbruger. Som led i samarbejdsaftalen indgår Miljøstyrelsen i de kommende år et tæt samarbejde med de californiske myndigheder. De skal udvikle lovgivning og tiltag på vandområdet i delstaten. Danske virksomheder får i forbindelse med workshops, konferencer og delegationsbesøg rig lejlighed til at præsentere deres løsninger overfor californiske vandforsyninger.

Se artiklen: Fakta om vandteknologi

Del dette med dit netværk: