DI: Efterlyser udbudsplaner

Staten glemmer at fortælle om sine udbudsplaner. Udbudsplanerne for alle statslige institutioner skal offentliggøres på hjemmesiden Udbud.dk. Men fire ud af fem gange sker det ikke. Planerne er ellers et godt værktøj for både virksomheder og myndigheder, mener Dansk Industri, som ønsker sig en systematisk opfølgning på indsatsen. – De fleste vil nok give mig ret i, at det ikke er så imponerende, når kun 11 ud af 54 statslige institutioner, som har foretaget udbud, har indberettet deres udbudsplaner til Udbud.dk, siger Jakob Scharff, som er branchedirektør i DI Service.

Tallene stammer fra en opgørelse, som DI har lavet i perioden fra juli 2016 til november 2017. I de sidste fem år har alle ministerier ellers haft ansvar for, at de statslige institutioner på deres ressortområde offentliggør udbudsplaner for den kommende tid på portalen Udbud.dk. Det er altså ikke selve udbuddene, som ikke bliver offentliggjort, men myndighedernes planer for kommende udbud. – For virksomhedernes kan udbudsplanerne ellers være et godt værktøj, som gør, at de får en bedre fornemmelse for, hvor mange og hvilke opgaver, der kan komme i udbud i de kommende måneder. Og for staten og skatteyderne kan det i sidste ende betyde, at der kommer mere konkurrence og bedre tilbud på opgaverne, forklarer Jakob Scharff.

Han efterlyser derfor en systematisk, årlig opfølgning på institutionernes indberetninger. For selv om der er sket en mindre stigning i indberetningerne, siden DI for godt to år siden lavede en lignende optælling, er der stadig langt til målet, mener Jakob Scharff. – Vi håber også, at flere statslige institutioner får øjnene op for, at det også kan give god mening for dem selv at lave udbudsplanerne og dele dem. På den måde baner de jo vej for en bedre dialog med både leverandørerne og andre institutioner, som kan have gavn af at få overblik over, hvilke udbud der er i støbeskeen, siger han.

Til gengæld vil han gerne rose de institutioner, som faktisk offentliggør udbudsplaner. – De gør et godt stykke arbejde og leverer udbudsplaner, som gennemgående lever fint op til Konkurrrence- og Forbrugerstyrelsens retningslinjer, understreger Jakob Scharff.

Del dette med dit netværk: