3K Plus konkurs

Odenseanske anlægsentreprenør 3K Plus A/S fra Odense, der sidste år blev stiftet på resterne af det konkursramte Kamco A/S, må nu også lukke og slukke. Det fortæller TV2.

– Det er dybt sørgeligt, at virksomheden går konkurs. Også fordi det nu er sket to gange inden for kort tid, siger medejer og administrerende direktør Michael Mose Andersen til Licitationen.  Han overtog sammen med to andre fra Kamco-tiden de fynske og sjællandske aktiviteter og 70 medarbejdere fra boet og førte det videre i det nye selskab under navnet 3K Plus.  Allerede før årsskiftet gik det galt i virksomheden. Direktøren fortæller, at det kom meget bag på alle, fordi det første halve år faktisk var gået godt.

– Vi havde en revisor til at gå det efter i sømmene, fordi vi ikke kunne forstå, at det skulle være tilfældet, men det viste sig desværre at passe. Efterfølgende forsøgte vi at finde en udvej ved at dele virksomheden op i to eller sælge den i bidder, men det lykkedes ikke, fortæller Michael Mose Andersen til Licitationen. Grunden til at den fynske virksomhed nu er under konkursbehandling er ifølge direktøren manglende indtjening på en række kabelsager og manglende styring af projekter.

Del dette med dit netværk: