SAMFUND

Chefsnyd på Nordfyn

DR: Nepotismesag – 2 chefer afskediget i Nordfyns Kommune. Ansættelsesforholdet med centerleder for Børne- og Familiecenter er afsluttet med øjeblikkelig virkning, og en afskedigelsessag er igangsat med chef for Børn og Familie.

En sag om nepotisme i Nordfyns Kommune fører nu til fyring af to chefer. Nordfyns Kommune oplyser, at man med øjeblikkelig virkning har fyret centerlederen for Nordfyns Børne- og Familiecenter. Samtidig er centerlederen blevet politianmeldt for brud på sin tavshedspligt. Det sker, efter at centerlederen havde købt kurser ved sin søster i strid med loven. Samtidig indledes der er en afskedigelsessag mod kommunens chef for Børn og Familie, som kendte til sagen. Sagen kom frem, da TV 2/Fyn 22. april afslørede, at centerlederen havde købt kurser hos sin søster, der har en privat kursusvirksomhed.

Afsløringen fik kommunen til at sætte en undersøgelse af sagen i gang. Nu foreligger resultatet af undersøgelsen, og vi har haft lejlighed til at nærlæse den. Vi må konstatere, at der er tale om nogle forhold af en meget alvorlig karakter, og det drager vi konsekvensen af. – Vi havde jo gerne været denne her sag foruden, men vi må også konstatere, at vi har denne her sag, og så skal der også handles på baggrund af det, siger kommunaldirektør Morten V. Pedersen. Under kommunens undersøgelse kom det yderligere frem, at centerlederen havde videregivet stærkt fortrolige oplysninger om to børn til sin søster, hvilket var et brud på tavshedspligten.

– Vores borgere skal have tillid, at de oplysninger, vi har om borgerne, er i sikre hænder hos os. Og i den konkrete sag her har vi konstateret, at der bevidst er videregivet stærkt personfølsomme oplysninger om to børn, og det er begrundelsen for, at vi tager det her alvorlige ansættelsesmæssige skridt, siger kommunaldirektør Morten V. Pedersen. Også Odense Kommune har taget skridt til en undersøgelse i sagen, fordi søsteren drev kursusvirksomheden samtidig med, at hun var kontorchef i Odense Kommune, og der er mistanke om, at hun har brugt sin kommunale mail i arbejdet med sin private virksomhed.