INDKØB, UDBUD & OPS

Region H forlig om udbud

Region Hovedstaden beklager udbudsforløb. Der er nu sat punktum i en erstatningssag, som arkitektfirmaet CF Møller anlagde mod Region Hovedstaden i november 2017. Parterne har indgået forlig, som betyder, at CF Møller med underrådgivere samlet får 14 mio. kr. i kompensation. ​CF Møller anlagde sagen, efter at Klagenævnet for Udbud i november 2017 kritiserede regionen for manglende ligebehandling ved udbuddet af, hvem der skulle bygge det nye akuthus på Bispebjerg hospital. CF Møller bød på opgaven, men udbuddet blev vundet af KHR Arkitekter.

– Vi vil være en professionel bygherre og samarbejdspartner for de virksomheder, der byder ind på vores opgaver. Klagenævnet for udbuds kendelse viser, at det var vi ikke i det her tilfælde, og det vil jeg gerne beklage. Vi har helt sikkert lært af den her sag og skærpet arbejdsgangene på administrativt niveau, så vi sikrer os, at den her slags ikke sker igen, siger formand for den politiske følgegruppe for byggeriet af Akuthuset, regionsrådsmedlem Lars Gaardhøj (S) (foto). Lars Gaardhøj er glad for, at der nu er sat punktum i sagen, så regionen kan bruge kræfterne på at bygge et fantastisk akuthus for de mennesker, som har brug for akut hjælp.

For CF Møller og deres samarbejdspartnere har det været en principiel sag, som er rejst på vegne af hele rådgiverbranchen. – Bispebjerg-sagen fremstår fejlbehæftet og taktløs. Vi er derfor glade for klagenævnets klare og utvetydige kendelse og regionens beklagelse og erkendelse af deres ansvar. Den økonomiske kompensation er naturligvis kærkommen, men den største gevinst i denne ulykkelige sag er, at den bidrager til en mere fair og overvåget udbudsproces i et fremadrettet perspektiv, siger bestyrelsesformand i CF Møller Klavs Hyttel.