Vejstribesag – KFST anker

Vejdirektoratet udbød i februar 2014 kørebaneafmærkningen i tre områder af Danmark: Syddanmark, Sjælland og hovedstadsområdet. LKF Vejmarkering og Eurostar Danmark var på det tidspunkt blandt de største i Danmark inden for kørebaneafmærkning. De to virksomheders konsortium bød på alle tre områder og gav desuden et samlet bud på hele opgaven. Ingen andre virksomheder bød på opgaven i hovedstadsområdet. Vejdirektoratet tildelte konsortiet, der havde det samlet set billigste bud, opgaven i alle tre områder. Havde de to virksomheder lagt hver sit bud, så kunne det måske være blevet endnu billigere. Der kunne være skabt konkurrence om opgaven i hovedstadsområdet, hvor konsortiet var alene om at byde.

Konkurrencerådet afgjorde i juni 2015, at dette konsortie var i strid med konkurrenceloven. I april 2016 stadfæstede Konkurrenceankenævnet afgørelsen fra Konkurrencerådet. Det blev ophævet i august 2018 hvor Sø- og Handelsretten, erklærede at konsortiet var lovligt. Dermed blev afgørelserne fra Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet ophævet.

Nu søger Styrelsen denne dom indbragt for Højesteret. Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald (foto), siger: – Vi kan konstatere, at Sø- og Handelsretten anlægger en anden vurdering af sagen end Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet. Vi finder, at dommen har principiel betydning og er uenige i den. Og vi vurderer, at dommen gør det vanskeligere for os at gribe ind overfor aftaler, der er skadelige for konkurrencen og dermed for ordregiverne. Derfor anker vi dommen.

Del dette med dit netværk: