MARKEDS- & AKTØRNYT

Glæde over Københavns nye indkøbspolitik

Miljømærkning Danmark udtrykker glæde over Københavns nye indkøbspolitik. Den ny indkøbspolitik sikrer, at  Københavns Kommune fortsat er i den miljømærkede førertrøje

– Det er en rigtig god nyhed, at Københavns Kommune har besluttet at fastholde en tydelig og grøn retning for kommunens indkøb. I Miljømærkning Danmark glæder vi os til at fortsætte og udbygge det gode samarbejde med Københavns Kommune om miljømærkede indkøb, siger direktør i Miljømærkning Danmark Martin Fabiansen og fortsætter: – Markedsinvolveringen på legetøj og kontormøbler blev taget rigtig godt imod i de relevante brancher. Det, at der er en konkret og tydelig efterspørgsel efter miljømærkede produkter, giver genlyd i markedet og er med til at sikre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Denne sammenhæng er afgørende for virksomheders beslutning om at udvikle og markedsføre mere miljørigtige produkter.

Politikerne i Københavns Kommune vedtog i december en ambitiøs ”Indkøbspolitik 2019-2022”, hvor miljømærkede indkøb og indsatsen for at udvikle markedet for miljømærkede produkter gennem en tidlig og fokuseret markedsinvolvering er i fokus. I 2019 vil markedsinvolveringen omfatte kontorartikler og arbejdsbeklædning. Københavns Kommune er en af Danmarks største offentlige indkøbere og indkøber årligt varer og tjenesteydelser som fødevarer, bleer og rengøringsservice for 8,2 mia. kr. Den nye indkoebspolitik_2019-2022 sætter den overordnede retning for kommunens arbejde med indkøb og er dermed et vigtigt signal – både internt og eksternt – om, hvad der er i fokus, når de mange varer og tjenesteydelser indkøbes.

– I København har vi fokus på den grønne omstilling, og vi tager nu endnu et vigtigt skridt mod at blive en mere bæredygtig kommune. Som én af Danmarks største indkøbere, er Københavns Kommune ikke bare en kunde – vi er også med til at sætte retningen og præge markedet. Den indflydelse vil jeg gerne bruge til at sikre, at vi i fremtiden får endnu flere bæredygtige og miljøvenlige produkter på hylderne, siger overborgmester Frank Jensen (S).