Af adm. direktør Anders Thorsen – Lekolar A/S
TÆT PAKKET. Hvis jeg til en start må komme med et godt råd og lidt konstruktiv feedback til IKA, så ville det være ønskværdigt, hvis indkøbere og leverandører kunne få lidt mere tid sammen på selve konferencen til at skabe dialog. Det var i min optik et meget tæt pakket arrangement med rigtig mange oplæg på scenen, hvor lyset traditionen tro blev slukket hos alle leverandørerne.
Derpå: Med overskriften ”Nye ideer - merværdi – inspiration” og første sætning i IKA’s program ”Hvor er vi på vej hen? Nytænkning - Ændring af vaner - Inspiration”, som var det IKA konferencen i år satte fokus på, var mine forventninger til dette års konference meget høje. Hvad forventer vi egentlig som leverandør på IKA konferencen… for Lekolar´s vedkommende er det egentlig meget enkelt: dialog! For os er dialog vejen frem til netop at opnå merværdi og nytænkning. Vi kæmper dagligt med udbud, der er baseret på ”gammel” historik, hvilket gør at vores fælles børn i skoler og institutioner til tider bliver ofre for gammelt og ikke tidssvarende lærende materiale og legetøj.
Lad mig komme med 2 konkrete eksempler på, hvordan innovation og nytænkning desværre kan blive kvalt i historik på en nettoprisliste udformet til et udbud.
Eks. 1 vi har hos Lekolar gennem en årrække haft fokus på 2 områder, som vi mener, er vigtige for børns læring samt arbejdsmiljøet på de danske skoler og institutioner nemlig – Støjdæmpende miljøer/produkter - legetøj, møbler, belysning, vægge og lofter der alle er med til at sænke støjniveauet og dermed give et bedre arbejdsmiljø for både børn og de ansatte. Men vores udfordring er, at disse produkter ikke er med i udbud, da der ikke er historiske data på dem. Det gør det i sagens natur svært for os som virksomhed at komme ind med disse produkter og de fordele, de er med til at skabe.
Eks. 2 vi har i samarbejde med lærere og pædagoger udviklet et koncept som vi kalder ”Aktiv Læring”. Her er tale om produkter, der på en aktive og ny måde giver børn mulighed for at lære f.eks. matematik på en aktiv måde; en bold med tal på, som kan kastes fra barn til barn med dertilhørende regnestykker; tælledyr hvor børn kan lære at dividere, adderer, multiplicere ved at lave opgaver omkring disse små dyr. Igen er det utroligt svært for os som leverandør at komme med nyskabende redskaber, når udbud er baseret på historik.
En af de ting jeg tog med hjem fra dette års IKA Konference var opfordringen til dialog – at vi og kommunerne ikke skulle være så ”bange” for at indgå i dialog før et udbud. En opfordring jeg som direktør hilser velkommen. Jeg valgte at tage opfordringen op med det samme og spurgte flere af de tilstedeværende indkøbere, hvordan vi kunne gøre dette i fremtiden og meget positivt oplevede jeg, at denne velvilje blandt indkøbere bestemt også er til stede. Alle jeg spurgte svarede enstemmigt, at de havde brug for, at vi som leverandør skulle blive bedre til at komme ud og fortælle om vores nye tiltag ellers havde de ikke andet grundlag end historik at basere et udbud på. Så også denne udfordring vil jeg selvfølgelig tage til mig og prøve at imødekomme.
DIALOG & SAMARBEJDE. Et andet spørgsmål der også pressede sig på: ”Hvor er vi på vej hen?” Ja, det er et godt spørgsmål. Der hersker ingen tvivl om, at EU- Udbud er kommet for at blive og at vi mellem regler, jurister og ”tudekiks” skal finde det optimale samarbejde. Vi er alle bange for at sætte det berømte komma forkert – kommunerne er bange for at der vil blive klaget og vi er bange for at miste vores eksistensgrundlag. Men det er nu engang sådan regelsættet er sammensat i EU og det må vi så få det bedste ud af sammen. Igen vender dette tilbage til dialog og samarbejde.
Hos Lekolar prøver vi at bidrage til udviklingen alle de steder, vi kan komme til det. Vi hilser alle arbejdsgrupper under IKA velkommen og vil til enhver tid bidrage med vores indsigt på de områder, vi arbejder indenfor. Arbejdsgrupper er som IKA Konferencen igen et sted, hvor der bliver skabt et legalt forum, hvor leverandører og kommuner kan udveksle erfaringer og komme med retningslinjer, der i sidste ende tilgodeser os alle.
ENDNU MERE DIALOG. Lekolar er som leverandør rigtig glade for IKA konferencen og hvad IKA står for, da der her netop bliver skabt et forum hvor man helt legalt og afslappet kan tage en dialog om stort og småt, innovation og nye tiltag.
Så når IKA stiller spørgsmålet: ”Kan vi/tør vi/vil vi udfordre hinanden i udbudsprocessen” så er mit svar selvfølgelig et klokkeklart ”JA”. Jeg er overbevist om, at vi alle fremover vil finde stort udbytte via dialog og samarbejde i stedet for at bygge værn og til tider dybe voldgrave omkring og mellem os.