Borgere og virksomheder modtager hvert år 150 millioner breve fra det offentlige. Alene i porto og papir svarer det til ca. 900 mio. kr. årligt. Herudover kommer den tid, det tager at printe brevene og lægge dem i kuverter.
Kommunerne, regionerne og staten ser et stort potentiale i at spare penge og arbejdstid ved at sende flere offentlige breve digitalt. De har derfor i samarbejde udbudt en samlet løsning til håndtering af brevforsendelser for offentlige myndigheder kaldet "fjernprint".
ØJE FOR DIGITALSERINGSSTRATEGI. Løsningen lanceres medio 2012 og er et vigtigt skridt mod at realisere den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, hvor det fra 2015 er slut med papirblanketter og brevpost i mødet mellem borgere, virksomheder og den offentlige sektor.
- Med fjernprint reduceres papirarbejdet på sygehusene, når vi kan sende indkaldelsesbreve digitalt. Samtidig kan de borgere, der ikke er parate til at modtage indkaldelsesbreve digitalt fortsat modtage brevene på papir," siger Lisbeth Nielsen, kontorchef i Danske Regioner.
OGSÅ KL ER MED PÅ MELODIEN: - KL ser frem til, at det med udbuddet bliver lettere for kommunerne at købe en fjernprintsløsning og at resultatet af udbuddet kan skabe bedre og billigere løsninger på markedet. KL opfordrer derfor kommunerne til at benytte sig af den nye aftale, siger Jakob Aagaard Harder, kontorchef i Kommunernes Landsforening.
Digitaliseringsstyrelsen glæder sig over kontrakten og ser frem til et godt samarbejde med den valgte leverandør Strålfors Information Logistics A/S.
NY BRUGERVENLIG LØSNING PÅ VEJ. - Udbuddet viser, at kommuner, regioner og stat kan komme langt gennem fælles offentligt samarbejde. Vi ser frem til at se løsningen i brug af offentlige myndigheder og håber, at den indfrier målsætningerne om, at det skal være nemmere, billigere og bedre at anvende fjernprint. Sådan siger Lars Frelle-Petersen, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, der er ansvarlig for udbuddet.
Strålfors har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud vurderet på baggrund af de fastsatte tildelingskriterier, og derfor har de fået opgaven. Kontrakten omfatter, at offentlige myndigheder billigt kan købe en løsning, der både indeholder et it-system til brug i myndighederne, central print og kuvertering af offentlige breve.
På www.digst.dk vil man løbende kunne få information om - og holde et skarpt øje med projektet.