Erhvervsjubel over udspil

Det nye Regeringsudspil skaber erhvervsjubel. Computerworld maner til besindighed og KL spørger ”whats new”?

Computerworld mener: Regeringen vil have mere konkurrence og færre hjemmelavede offentlige it-systemer. Men efter milliardskandaler burde man nok overveje om det nu også er sådan en god ide. Sagen er ikke helt så enkelt på it-området. Og derfor er konkurrencediskussionen sund – så længe den altså ikke ender i en ideologisk- eller leverandørdrevet spil, som igen fastholder Danmarks it-infrastruktur i et jerngreb af monopol-lignende it-leverandører og manglende viden om arbejdsgange.

DTL – Danske Vognmænd: Regeringens udspil ”Fair og lige konkurrence” tilbyder, som forventet, ingen fairness for private aktører, når det gælder PostNord. Og udspillet strækker sig også langt fra nok til at sikre fair konkurrence på affaldsområdet, mener DTL – Danske Vognmænd.

KL-udvalgsformand bakker op om at klargøre reglerne, når det offentlige bevæger sig ind på områder, som nærmer sig private virksomheders marked. Men advarer mod at indføre tiltag, som er ude af proportioner og hæmmer kommunernes virke på kerneområder. De hidtidige eksempler tyder ikke på, at kommunal erhvervsvirksomhed – slet ikke i sammenligning med staten – fylder væsentligt i hverken omfang eller økonomi. Derfor er der heller ingen grund til at indføre nye regler, som kan blive unødige benspænd for kommunerne på andre vigtige områder, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Danske Havne: Fair og lige konkurrence er meget vigtig for os. Men det går begge veje og effektive klageinstanser er derfor en vigtig del af at sikre en velfungerende konkurrence og vækst, siger direktør Bjørn B. Christiansen.

 Håndværksrådet hilser regeringens udspil til en begrænsning af det offentliges erhvervsaktiviteter velkommen. Udspillet er nødvendigt for at forhindre offentligt opgavetyveri, der især rammer SMV’erne. Mange små og mellemstore håndværksvirksomheder oplever, at deres egen kommune er en af virksomhedens største konkurrenter, som de selv via skatten er med til at finansiere, lyder meldingen fra Håndværksrådet.

DI DIGITAL kalder udspillet en god dag for konkurrencen. Udspillet slår  fast, at det skal være slut med unfair konkurrence mellem offentlige aktører og private virksomheder. Det er en barok situation, at kommuner, regioner og stat bruger skattepenge til at udvikle it-løsninger, som der er et stort og velfungerende marked for. Det er både ærgerligt for de virksomheder, som gerne vil udvikle løsninger, men også for det offentlige, da konkurrence som regel medfører de bedste løsninger.

Dansk Erhverv mener, at Regeringens udspil om opgavetyveri kan sætte en tiltrængt stopper for det offentliges stigende appetit på at drive erhvervsvirksomhed. Gennemsigtige priser er også afgørende. Det haster med et indgreb over for det offentliges stigende appetit på at drive erhvervsvirksomhed, siger administrerende direktør Jens Klarskov. – Det er fint med kreativitet i det offentlige. Men hvis folk har en rigtig god erhvervsidé, skal de udstyres med et CVR-nummer og komme ud på markedet. De er meget velkomne, siger han.

Del dette med dit netværk: