Dialogpris – brug af tolke

Pris til Politiet for smidig brug af tolke. IKA – foreningen af offentlige indkøbere og IKAs Dialoggruppe tildeler Rigspolitiet årets Dialogpris for en digital løsning, som gør det hurtigt og nemt for betjentene at bestille tolke.

En ny måde at bestille tolke har gjort hverdagen lettere for Rigspolitiets medarbejdere og samarbejdspartnere. Den digitale løsning PolService, som afløser en betydelig ”mølle” af procedurer på papir, sikrer samtidig, at tolken får den korrekte afregning. Rigspolitiets engagement og dialog i udviklingen af den nye digitale løsning, har nu udløst Dialogprisen 2018 fra IKA – foreningen af offentlige indkøbere.

Politiets bestilling af tolkeydelser er traditionelt sket i et manuelt forløb med kvitteringer på papir. Tolken har selv skullet beregne pris og kørsel samt skanne bilag og sende en elektronisk faktura. Med PolService kan den enkelte betjent hurtigt finde den nærmeste tolk, der kan løse opgaven. Samtidig får tolken automatisk beregnet honoraret ud fra gældende timesatser og sikret korrekt angivelse af godtgørelsen for kørsel. Kvitteringen bliver automatisk læst ind i Rigspolitiets indkøbsportal Tricommerce, hvor den kan godkendes og kontrolleres i forhold til fakturaen.

IKAs Dialogpris tildeles hvert år en offentlig myndighed, brancheforening, institution eller privat leverandør til det offentlige, der har skabt et godt resultat på baggrund af dialog.

Rigspolitiet har involveret sig stærkt i dialogen med at udvikle løsningen og er derfor en værdig modtager af Dialogprisen 2018.

– Vi er ekstra glade for prisen, fordi den kan være med til at gøre PolService synlig internt i vores eget system. Sådan siger projektleder Naja Brøchner, Rigspolitiet. – Politiet er nu engang en meget stor organisation, og der vil altid være nogle, som er svære at overbevise om at prøve noget nyt. Tankegangen bag løsningen kan overføres til en række andre områder i politiet ud over tolkning. Prisen giver os blod på tanden til at gå videre ad den vej.

Sektionsleder Casper Hilligsøe Heinig, Rigspolitiet, supplerer: – Et af argumenterne mod at prøve nye løsninger er ofte, om ikke det bliver for dyrt. Men PolService har faktisk sparet betydelige ressourcer. Dels på grund af selve digitaliseringen, som betyder et mindre timeforbrug for vores medarbejdere, og dels fordi der nu kun bliver faktureret det, som tolkene har krav på. Sparede ressourcer på administration betyder, at vi kan levere mere politiarbejde.

Dialogprisen blev overrakt af branchedirektør Jakob Scharff, der repræsenterede sidste års vinder, Dansk Industri: – For os blev prisen en god platform for arbejde videre med dialogen omkring private udbydere af ældrepleje. Vi har fortsat samarbejdet med blandt andre Kommunernes Landsforening og ÆldreSagen. Det er faktisk lykkedes at mindske problemerne med konkurser blandt de private firmaer, lige som regeringen er på vej med ny lovgivning på området.

Dialogprisen uddeles årligt i forbindelse med årskonferencen for IKA – foreningen af offentlige indkøbere. Foreningens ca. 550 offentlige og ca. 200 private medlemmer har mulighed for at indstille kandidater til prisen. IKAs Dialoggruppe udvælger vinderen blandt de nominerede.

Del dette med dit netværk: