KL er positiv

KL ser positivt på regeringens plan for digital service. Kommunerne arbejder allerede med flere af elementerne.

Velfærdsteknologiske løsninger så som loftslifte og vasketoiletter til ældre. Selvbetjeningsløsninger til flytning og opskrivning til skole. Apps i daginstitutionen, hvor forældrene kan følge deres børn. Det er blot nogle af eksemplerne på, hvordan kommunerne i en årrække har båret den borgernære digitalisering. Og nu har regeringen så præsenteret planen ”Digital service i verdensklasse”. – Det er en ambitiøs plan for den fremtidige digitale service, og rigtig mange af tiltagene vækker heldigvis stor genkendelighed for en kommunemand som mig. For det er et arbejde, som vi allerede er i fuld gang med herude i virkeligheden, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Fx har regeringen et ønske om at sikre en øget tillid og tryghed for borgerne bl.a. gennem større overblik over borgernes sager og ydelser. – Vi er faktisk lige på tærsklen til at gøre det til virkelighed. I december starter der nemlig et pilotprojekt i 5 kommuner, hvor borgerne får mulighed for at se et samlet overblik over deres sager og ydelser i kommunen. Det kan fx være kontanthjælp, sygedagpenge eller lignende, samtidig med at man kan se status på ens sag. Når pilotprojektet er afsluttet, kan alle kommuner gå i gang med at yde den service til borgerne, siger Thomas Kastrup-Larsen.

KL-udvalgsformanden slår fast, at det er afgørende, at den digitale service sætter borgerne i fokus: – Det er afgørende at være dér, hvor borgeren er, og tage udgangspunkt i borgerens behov. Det kan være en rigtig god ide med én indgang og ét overblik over ens forløb og sager, men hvis man fx har en ubetalt regning på biblioteket, giver det nok bedst mening, at man får besked om det via en sms eller når man låner næste bog, frem for at man skal ind på borger.dk og se det samlede overblik. Digitalisering skal være let og nært for borgerne – og der skal være løsninger for dem, der ikke er med på den digitale bølge, siger Thomas Kastrup-Larsen og peger på, at kommunerne arbejder på at udvikle de kommunale opgaver med borgeren i centrum gennem metoder som fx servicedesign, hvor borgerens oplevelser af den kommunale service trækkes helt ind i maskinrummet.

Planen er en del af regeringens sammenhængsreform, og Thomas Kastrup-Larsen håber derfor, at regeringen vil gøre alvor af at sikre bedre sammenhæng i arbejdet med brug af data.

Del dette med dit netværk: