Arbejdsstation Kalvebod Brygge

Ny kontorhus på 41.000 kvadratmeter, lige midt i hovedstaden – opført, til tiden, på Kalvebod Brygge i København. Og det af entreprenørerne hos A. Enggaard. Kontorhuset skal rumme 2200 arbejdsstationer alias fem statslige institutioner. Indbyggerne er Banedanmark, Vejdirektoratet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Energistyrelsen og Bygningsstyrelsen. Banedanmark flytter som de første ind i november 2018.

Kontorhuset, der er et OPP-projekt, hvor Bygningsstyrelsen er bestiller på statens vegne, er opført i lavenergiklasse 2020 og er DGNB-certificeret til guld. Direktør i Bygningsstyrelsen Rasmus Brandt Lassen siger: – Det nye kontorhus er både flot, moderne og meget funktionelt. Det giver vores kunder gode muligheder for at optimere deres kontorareal og indretning. Huset er indrettet med fælles mødecenter, reception og kantinefaciliteter i stueetagen for alle brugere. Når vi deles om fællesfaciliteterne, er det omkostningseffektivt i drift, og så ligger det ovenikøbet meget tæt på offentlig transport. Det fortæller Dagens Byggeri.

Det er et OPP-konsortium med A. Enggaard A/S og Velliv, Pension & Livsforsikring A/S med Arkitema Architects K/S og MOE A/S tilknyttet som rådgivere, der har opført kontorhuset som det hidtil største statslige bygningsmæssige OPP-projekt i Danmark. OPP-leverandøren ejer bygningen og ansvarlig for funktionalitet og drift i 20 år. Bygningsstyrelsen har ibrugtaget bygningen tidligere end forventet og til den aftalte pris og kvalitet.

Del dette med dit netværk: