Ledende medarbejdere idømmes kartelbøde

 2 ledende medarbejdere fra en nu opløst nedrivningsvirksomhed fik hver en bøde på 300.000 kroner for at have udvekslet priser på nedrivningsopgaver med konkurrenter.

Retten i Hillerød har idømt to ledende medarbejdere i en nu opløst nedrivningsvirksomhed bøder på hver 300.00 kroner for at have deltaget i kartelaftaler i nedrivningsbranchen. De to ledende medarbejdere har overtrådt konkurrenceloven ved at have udvekslet priser med konkurrerende nedrivningsvirksomheder i forbindelse med tilbud på 24 underentrepriser.

Overtrædelserne er sket i perioden fra oktober 2011 til september 2013 og omfatter nedrivningsopgaver for både offentlige og private kunder. Det drejer sig blandt andet om Statens Museum for Kunst, Eremittageslottet, samt flere togstationer og uddannelsessteder.

Bødernes størrelse tager blandt andet hensyn til antallet af overtrædelser, længden af perioden hvor tilbudskoordineringerne har fundet sted, de involverede værdier, det faktum at forholdende begået forsætligt og tidligere praksis. Desuden har det betydning, at en del af lovovertrædelserne er foregået efter 1. marts 2013, hvor konkurrenceloven blev ændret med blandt andet en markant forhøjelse af bødeniveauet.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger: – Der er tale om ulovlig tilbudskoordinering, hvor virksomhederne har udvekslet oplysninger om priser på forskellige nedrivningsopgaver. En sådan adfærd hæmmer konkurrencen og kan betyde, at byggeopgaven løses dårligere eller dyrere, end hvis der havde været konkurrence.

Del dette med dit netværk: