Bøde for gentagen markedsmanipulation

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, har fastsat en bøde på 150.000 kroner til Neas Energy, og samtidg konfiskeret den fortjeneste, som selskabet har opnået ved forseelserne.

Fortjenesten beløber sig til 3.000 kroner og dermed har Neas betalt et samlet beløb på 153.000 kroner for de fire tilfælde af markedsmanipulation. Det er anden gang inden for kort tid, at SØIK udsteder en bøde til et energiselskab på baggrund af en anmeldelse fra Forsyningstilsynet om markedsmanipulation.

Forsyningstilsynet foretog anmeldelsen af NEAS i marts 2018 på baggrund af en mistanke om, at selskabet havde overtrådt forbuddet mod markedsmanipulation i EU-forordningen om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (REMIT).  Neas’ overtrædelse består i såkaldt kapacitetshamstring (”capacity hoarding”). Neas har hamstret kapacitet på el-transmissionsforbindelser ved at handle med sig selv med den konsekvens, at øvrige markedsdeltagere ikke kunne handle mellem budzoner, og at konkurrencen hæmmedes. Neas’ handler betød, at priserne på det specifikke engroshandelsmarked intraday endte eller risikerede at ende med at blive misvisende og/eller kunstige.

Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet (foto), hæfter sig ved, at REMIT-reglerne bidrager til mere velfungerende engrosenergimarkeder, og at en overtrædelse derfor også har konsekvenser: – Markedsmanipulation er en alvorlig overtrædelse af REMIT-forordningen. Neas’ handelsadfærd har begrænset markedets funktion til skade for den velfungerende konkurrence.

Som potentiel overtrædelse af REMIT-forordningens forbud mod markedsmanipulation er kapacitetshamstring genstand for stor bevågenhed hos energi- og forsyningstilsynene i Europa og for aktørerne på markedet.

– Dette er den anden sag om kapacitetshamstring, hvor et energiselskab accepterer at betale en bøde for sin handelsadfærd. Dermed binder vi sløjfe på flere års arbejde med endnu en konstatering af, at kapacitetshamstring kan udgøre markedsmanipulation og dermed være strafbart. Dette kan forhåbentlig bidrage til en yderligere klarlægning af, hvad REMIT-forordningen tillader, siger Carsten Smidt.

 

 

Del dette med dit netværk: