Aktuel leverandør

ATL-direktør om farcer i hjemtagnings-politik

Sønderborg og Købehavn er to triste eksempler. Han kalder det direkte hjemtagningsfarce i Sønderborg og København.

Hjemtagningspolitikken i både Sønderborg og København ligner en kombinationen af gyldne løfter, der ikke kan overholdes, og politiske ambitioner, der vægter højere end fornuftige omkostninger og effektiv drift, blogger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Sønderborg Forsyning gav sig selv opgaven med at indsamle husholdningsaffald i kommunen. Men da det kommunale forsyningsselskab regnede efter, var man nødt til at forhøje prisen med seks millioner kroner. I København var der i sidste uge overenskomststridlige arbejdsnedlæggelser blandt skraldemændene, som har særlige forventninger til løn- og arbejdsvilkår, når de skal arbejde for det kommunale selskab ARC.  Begge steder har hjemtagningen af affaldsindsamlingen udviklet sig til en farce.

I Sønderborg var de undrende skatteborgerne medvirkende årsag til, at affaldsselskabet annullerede et første udbud, hvor de havde kåret sig selv om vindere. Få kunne forstå, hvordan Sønderborg Forsyning kunne byde så lavt, og det viste sig også, at man havde ”glemt” en stribe store udgifter.

I København og omegn skaber lysten til hjemtagning dønninger, som må undre enhver med blot lidt interesse for økonomien bag affaldsindsamlingen.

Det økonomisk nødstedte Amager Ressource Center (ARC) skal i fremtiden hente dagrenovation i Hvidovre, København, Tårnby og Dragør kommuner. Det har politikerne i de fire kommuner besluttet, og den slet skjulte grund er, at man skal redde økonomien i ARC.

Som betingelse for beslutningen har Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation krævet, at dagrenovationsarbejderne bliver kommunalt ansatte. Nu forhandler ARC derfor overenskomst for skraldemændene, og det førte i sidste uge til en række overenskomststridige strejker. Øjensynlig mener de strejkende, at nogen har lovet dem nogle særlige gunstige vilkår, som muligvis er inspireret af tidligere tiders R98.

Strejkerne varsler muligvis en ny tid, hvor stabilitet bliver erstattet af uro, konflikt og krav på krav fra de kommunalt ansatte skraldemænd. Det ligner de gamle dage fra tiden med R98. Som nogen nok vil vide, opnåede Københavns Kommune besparelser på omkring 30 pct. ved at overlade driften til private virksomheder efter det offentlige R98.

Hjemtagningspolitikken ligner både i Sønderborg og København kombinationen af gyldne løfter, der ikke kan overholdes, og politiske ambitioner, der vægter højere end fornuftige omkostninger og effektiv drift.