Aktuel leverandør

Leverandør af pleje – og smil

CURA PLEJE: Ruth Tagesen og Pia Nielsen har i hele deres arbejdsliv hjulpet andre. Det er vigtigt at gøre en forskel for de, der ikke kan selv eller har brug for en hjælpende hånd i hverdagen. Sådan lyder det fra to erfarne medarbejdere hos Cura Pleje, der betjener borgere i en række kommuner i Hovedstadsområdet og Nordsjælland.

Pia Nielsen kører glad på arbejde og tager hjem med et smil i sindet. Hun er glad for at arbejde med mennesker og er ikke stresset, som man ellers hører fra mange i faget. – Jeg tror, det har meget med personlig tilgang til ens arbejde at gøre. Min mor var også hjælper, og jeg er vokset op med, at når man gør noget godt for andre, så er det også givende for en selv, fortæller Pia Nielsen, som før hun blev hjemmehjælper bl.a. har arbejdet med unge misbrugere og psykisk syge.

– Det er jo lidt forskelligt, hvad borgerne er visiteret til og hvad de eventuelt har tilkøbt, men vi hjælper borgerne med at komme i bad, gøre rent og handle ind. Nogle har ikke e-boks eller netbank og får derfor også hjælp til at betale regninger eller andre ting, som yngre generationer klarer på deres pc. Men et smil smitter, så det leverer vi meget af, siger en glad Pia Nielsen, der kommer i 6-8 hjem på en vagt.

Cura Pleje blev stiftet, da frit valgs-ordningen blev indført i 2003, og er dermed en af markedets ældste og mest erfarne private leverandører af personlige pleje og praktisk bistand. Siden 1. april i år har virksomheden været godkendt i Gladsaxe og Gentofte Kommuner, og Cura Pleje har i forbindelse med godkendelsen valgt at flytte sit hovedkontor fra Allerød til Gladsaxe Kommune, som Cura Pleje også betjener borgere i. Herudover har virksomheden afdelingskontor i Helsingør.