25 år med indkøb

Når forandring og frihed er nøglen: Indkøbschef Allan Staffensen fra Horsens har netop fejret sit 25-års jubilæum hos Inwido. Ifølge ham selv er hans betydelige anciennitet et resultat af en kombination af en branche i konstant forandring og høj tillid fra ledelsen, der har givet ham frihed til at træffe selvstændige beslutninger gennem årenes løb. Allan er stadig lige så glad for at tage på arbejde i dag, som han var i 1999, da han startede som indkøbschef i virksomheden V4, der senere sammen med Storke Vinduer blev en del af vindueskoncernen Inwido i 2005. Nu, 25 år senere, kan han således fejre sit 25-års jubilæum, og entusiasmen for jobbet er fortsat lige så stærk som den første dag.

– I 1999 blev jeg ansat som indkøbschef hos V4, som senere blev en del af Inwido i Danmark, og den rolle har jeg stadig i dag, hvor jeg er overordnet ansvarlig for indkøbsaftalerne på tværs af Inwidos danske enheder. Der har hele vejen igennem været masser af spændende udfordringer, så de seneste 25 år er bogstaveligt talt fløjet afsted, fortæller Allan Staffensen, der bor i og arbejder fra Horsens, og fortsætter: – I min stilling som indkøbschef har jeg blandt andet været med til at opstarte Inwido Purchasing Group, som er koncernens indkøbsgruppe og har desuden arbejdet med due diligence i forbindelse med opkøb af vinduesvirksomheder i Danmark. Gennem de seneste 25 år er der sket markante og konstante forandringer i koncernen og i branchen som helhed, hvilket har holdt mit arbejdsliv dynamisk og udfordrende.

FOKUS PÅ BÆREDYGTIGHED. En af de mest bemærkelsesværdige ændringer i løbet af Allan Staffensens tid hos Inwido Denmark, som har base i Aalborg, har været det øgede fokus på bæredygtighed, da det har medført en hel del nye krav til Inwidos leverandører: – Bæredygtighed udgør i dag en væsentlig del af indkøbs- og leverandøraftaler. Nu er det ikke længere kun prisen, som man som indkøber har in mente – det er i endnu højere grad også logistikken, kvaliteten, minimering af spild samt produktets overordnede CO2-belastning. Denne udvikling har gjort arbejdet mere komplekst og kræver derfor et tættere samarbejde på tværs af faggrupper og lande, pointerer Allan Staffensen.

Del dette med dit netværk: