Godkender fusion

Konkurrencerådet har godkendt en fusion mellem selskaberne SE a.m.b.a. og Eniig a.m.b.a., efter at de har afgivet tilsagn over for rådet. Begge selskaber er aktive på markeder inden for energi, tv og telekommunikation.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger: – Med godkendelsen af fusionen får fiber- og bredbåndskunder i Midt- og Nordjylland mulighed for at vælge mellem flere forskellige udbydere end hidtil. Det skyldes virksomhedernes tilsagn om blandt andet at åbne for konkurrence på fiber- og bredbåndsnettet i det område.

– Det er velkendt, at de fusionerende virksomheder er til stede på markeder, hvor konkurrencen kunne være bedre. Konkurrenceloven giver Konkurrencerådet mulighed for at gribe ind over for fusioner, der forværrer konkurrencen, men som led i fusionskontrollen kan vi kun kræve, at virksomheder løser de konkurrenceproblemer, der er en følge af fusionen. Jeg noterer med tilfredshed, at det er lykkedes, siger Rådets formand

Konkurrencerådet har godkendt, at SE og Eniig fusionerer til det fælles selskab, Norlys a.m.b.a. Godkendelsen kommer efter, at selskaberne har afgivet bindende tilsagn, der fjerner rådets konkurrencemæssige betænkeligheder.

Del dette med dit netværk: