SAMFUND

DE: Kommuner, ræk nu ud til de private!

Både i forhold til de flere børn og ældre og i forhold til klimaet bør landets kommunalpolitikere se til det private erhvervsliv. Der er nemlig mange eksempler på, hvordan godt samarbejde har resulteret i fantastiske løsninger til gavn for borgerne. Derfor opfordrer vi i Dansk Erhverv kraftigt til, at kommunalpolitikerne i forbindelse med den svære budgetlægningsøvelse rækker ud til det private erhvervsliv. Sammen kan vi nemlig finde de løsninger, som der er brug for. Det er her, at vi som et relativt lille land kan spille en meget stor rolle. For kan vi være dem, der leverer miljøløsningerne, som for eksempel Indien, Kina og USA kan bruge, så har vi noget, resten af verden meget gerne vil have fingrene i. Sådan skriver Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv.

Anledningen er de forestående kommunale budgetforhandlinger. Det er store udfordringer, som landets kommuner står overfor. Udfordringerne er ikke ens i landets kommuner, der er lokale forskelle, men en række overordnede tendenser i samfundsudviklingen vil påvirke økonomien i samtlige kommuner, lyder kommentaren – Først og fremmest står vi over for, at der kommer både flere børn og flere ældre i de kommende år. Det er en udfordring, som landets kommuner må og skal adressere. Også miljøet kommer til at spille en rolle. For godt nok taler vi om global opvarmning, men det er lokalt, at løsninger skal udvikles og bruges.