NAVNENYT

Dansk Erhverv, ny direktion

Dansk Erhvervs direktion vil pr. 1. september bestå af fire medlemmer: Adm. direktør Brian Mikkelsen, vice adm. direktør Laurits Rønn, direktør Morten Langager og direktør Betina Hagerup.

Fra 1. september er den tidligere direktør for Erhvervsstyrelsen, og nuværende direktør i KMD Betina Hagerup (foto), ny direktør i Dansk Erhverv.

I Dansk Erhverv skal hun være med til at styrke organisationens rådgivning på de forskellige markedsområder, som b.la. tæller handel, transport, rådgivning, digitalisering, oplevelse og velfærd med videre. – Betina Hagerup har en enorm indsigt i erhvervslivet, reguleringen af erhvervslivet og den offentlige sektor. Hun kender forretningsgangene både i politik og i virksomhederne. Det er et rigtigt godt match i forhold til at sikre Dansk Erhvervs medlemmer den bedste rådgivning og interessevaretagelse. Jeg glæder mig derfor virkelig til at få Betina med på holdet, siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Den nye direktørstilling er et element i Dansk Erhvervs strategi, der skal sikre organisationen endnu mere politisk gennemslagskraft, større synlighed og en klar erhvervsprofil til gavn for medlemsvirksomhederne. – Dansk Erhverv er i en rivende udvikling. Betina Hagerup kommer med en meget stor viden om erhvervslivet og den offentlige sektor, og hun vil utvivlsomt være med til at styrke vores indsats på de forskellige markedsområder i Dansk Erhverv. Med annonceringen af den nye ansættelse har vi Dansk Erhvervs direktion på plads, siger Brian Mikkelsen.

Morten Langager

Morten Langager, der i dag er adm. direktør i Danske Medier, bliver 1. september ny direktør med ansvar for Politik, Analyse og Kommunikation.