INDKØB, UDBUD & OPS

Bliver Kammeradvokaten udsat for konkurrence?

Illustration, Gert Ejton i Lemvig Folkeblad.

Kammeradvokatens dominerende stilling som Statens juridiske rådgiver har hidtil stået noget nær nagelfast, men også omtvistet.

Det var ikke en aprilsnar, da Moderniseringsstyrelsen den 1. april i år etablerede ”Rådgivningsenheden – Statens indkøb”. Det kunne man nok ellers have ønsket sig hos Advokatfirmaet Poul Schmith, også kendt som Kammeradvokaten.

For med oprettelsen af Rådgivningsenheden – Statens Indkøb blev endnu et skridt taget til at bide en luns af Kammeradvokatens forretning med Staten. I oktober 2017 varslede den daværende regering et fundamentalt opgør med Kammeradvokaten. Ifølge Sophie Løhde (V), den gang minister for offentlig innovation, lå der potentielt Kammeradvokat-opgaver for 200 mio. kr. på vippen. Og så var yderligere anslåede 100 mio. kroner til Kammeradvokaten for bistand til SKAT ikke medregnet.

Det endte så godt nok med ændringer, som samlet kan have kostet Kammeradvokaten omsætning for op til anslået 70 mio. kr. Hvorfor det endte med et mindre radikalt opgør med statens advokat end først bebudet, svarede den daværende minister ikke på.

Kritik af Statens brug af konsulenter, og her må man formode at også juridisk bistand hører under, fik Socialdemokraterne på barrikaderne. Der skulle skæres milliardstore lunser af den kage. Men det var altså før 5. juni-valget til Folketinget, hvor partiet var i opposition. Som bekendt hænder det, at en opposition behændigt glemmer bastante udmeldinger, når den kommer til magten. Om det vil være tilfældet her, er for tidligt at sige.

Derimod er det givet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er blevet bedt om at se på sagen. Advokatfirmaet Bach Advokater har 16. august bedt styrelsen om at udtrykke sin holdning til og anbefaling om, hvorvidt kammeradvokat-ordningen ud fra konkurrencemæssige hensyn bør afskaffes eller væsentligt ændres inden for en kortere årrække. For som Bach Advokater gør opmærksom på, blev Kammeradvokatens ydelser af juridiske tjenesteydelser til Staten reguleret ved en kontrakt mellem Finansministeriet og Advokatfirmaet Poul Schmith af 18. december 2014. En aftale der var indgået uden udbud eller anden form for konkurrenceudsættelse.

Med et Finansministerium kendt for sine regnedrenge og nidkære tilgang til andre ministeriers brug af skatteydernes penge, og en ny regering, der tidligere har udtalt sig kritisk om det offentliges milliardhonorarer til private konsulenter, bliver det spændende at se, hvad Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil udtale i denne sag.

/chag