INDKØB, UDBUD & OPS

Klar Sorø-tale om bæredygtigt indkøb

Der er bred enighed om, at kommunerne skal spille en afgørende rolle i den grønne omstilling. Spørgsmålet er, hvordan man griber opgaven an, når der også er en økonomisk bæredygtighed at tage hensyn til. Sorø Kommune peger på, at det kræver klare visioner og et stærkt fællesskab på tværs af landets kommuner. Borgmester Gert Jørgensen ser strategiske fællesindkøb som en vigtig løftestang for at få råd til grønne produkter og mulighed for at påvirke produktudviklingen – uden at sprænge budgetterne.

Ligesom resten af samfundet står kommunerne overfor nødvendigheden af grøn omstilling. De er over en bred kam klar til at påtage sig de udfordringer, den bringer med sig. Men hvor skal man starte? Der er tale om en gigantisk omstilling, som kræver ihærdig indsats lokalt og globalt – og på mange områder og niveauer.

Sorø Kommunes nye vision sætter fokus på ni verdensmål. – Som offentlig myndighed har vi en pligt til at gå foran i den store omstilling, der er nødvendig for at sikre en god fremtid for verden. Vi vil gerne være med til at inspirere både borgere og virksomheder i en bæredygtig retning,” forklarer borgmester Gert Jørgensen. Kommunen har arbejdet med bæredygtighed i alt lige fra indkøb til energioptimering. – I forhold til det samlede klimaaftryk har Sorø Kommune som virksomhed over de seneste 10 år reduceret CO2-udledningen med 20 procent – og indsatsen fortsætter, siger Gert Jørgensen og forklarer videre: – Som jeg ser det, er verdensmålene ikke noget, man ’kommer i mål med.’ Det er noget, vi arbejder hen imod i fællesskab med resten af verden. Perspektivet er således både lokalt og globalt. Det, der er vigtigt for mig, er at vide, at vi i Sorø Kommune gør vores til at skabe en bedre og mere bæredygtig fremtid – både for vores egne borgere og for resten af verden.

Gert Jørgensen ser kommunalt samarbejde om indkøb som en væsentlig løftestang i den grønne omstilling: – Fællesindkøb er en oplagt mulighed for at spænde den grønne indkøbsmuskel. Hvis tilstrækkeligt mange kunder efterspørger en vare, et produkt eller en løsning, så vil udbyderne udvikle den. På den måde kan vi være med til at skubbe en lang række brancher i en grønnere retning samtidig med, at prisen for den grønne omstilling bliver billigere og dermed også økonomisk bæredygtig, siger Gert Jørgensen.

Læs hele artiklen på SKI. Linket får du her: https://www.ski.dk/nyheder/Sider/Soroe_Kommune_og_baeredygtigt_indkoeb.aspx?utm_term=Privat&utm_content=Soroe_kommune_groenne_indkoeb&_cldee=Z25AdWRidWRzbWVkaWEuZGs%3d&recipientid=contact-3278ebdf104edb11942c00170859fd91-922554e499ad40b88a1b666cb8b68ac1&utm_source=ClickDimensions&utm_medium=email&utm_campaign=Nyhedsbrev%2012%2F2019%20-%20alle&esid=35a516ee-f5e4-e911-a862-000d3a290c6b