Opgør med for dyre vikarer

For kort tid siden ringede de fra hospitalerne til AjourCare, når der skulle dækkes huller i vagtplanen. Nu ringer de til Region Sjællands eget vikarbureau. Dansk Erhverv kalder det ”Hjemtagning, der vil påvirke konkurrencekraften”. Region Sjælland kalder det styrkelse af arbejdsmiljøet og nedbringelse af omkostninger:

“Hjemtagning vil påvirke dansk konkurrencekraft, dermed eksporten og i sidste ende vores velstand og velfærd. Borgerne i Danmark vil altid undersøge markedet ved større anskaffelser til privaten og så vælge det bedste tilbud til prisen. Det er vel ikke for meget forlangt, at de folkevalgte gør det samme med borgernes penge”.

Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv”.

Region Sjælland opbygger pt. sit eget vikarkorps med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter. Det er her at sygehuse og psykiatri skal henvende sig, når der er brug for vikarer. Samtidig stopper regionen med at anvende ​vikarer fra eksterne vikarbureauer.​

Det er Regionsrådet i Region Sjælland, der som en del af budgettet for 2019, besluttede at undersøge mulighederne for at etablere et internt vikarkorps – for at skabe bedre arbejdsmiljø og for at nedbringe udgifterne til vikarer.

Regionsrådsformand Heino Knudsen lægger vægt på, at brugen af egne vikarer vil være med til at styrke arbejdsmiljøet på sygehusene og i Psykiatrien: – Etableringen af vores eget vikarkorps er en vigtig arbejdsmiljøindsats. Det vil kunne mærkes på arbejdsmiljøet ude på afdelingerne, fordi det er en kollega, som kender arbejdsgangene og systemerne, der kommer. Samtidig forventer vi, at det interne vikarkorps bidrager til god patientsikkerhed og kvalitet i plejen. Det er også erfaringerne fra de andre regioner. Vi håber også, at vikarerne vil se det som en mulighed at orientere sig på forskellige afdelinger, inden man eventuelt søger en fast stilling på et af vores sygehuse eller i Psykiatrien, siger Heino Knudsen.

Det interne vikarkorps skal gøre op med regionens høje udgifter til vikarer: – Udgifterne til vikarer i Region Sjælland har de seneste år været alt for høje, og vi håber, at vi med vores eget interne vikarkorps får en bedre og billigere løsning. Et internt vikarkorps skal ikke levere et økonomisk overskud, siger Heino Knudsen.

Der er grund til at hejse ”et meget stort advarselsflag”, sådan siger adm. direktør i Dansk erhverv Brian Mikkelsen om udviklingen i hjemtagning blandt kommuner og regioner.

– Der er meget på spil. Tendensen til, at det offentlige hjemtager flere opgaver, er dybt bekymrende, fordi vi står over for store udfordringer i samfundet. Vi bliver ældre, forlanger mere og mere af velfærdssamfundet og har store klimaudfordringer. Vi risikerer at blive et mindre innovativt og fattigere samfund, hvis vi ikke markedsprøver de ydelser, der leveres af en af verdens største offentlige sektorer, lyder kommentaren.

Del dette med dit netværk: