150 kg plastaffald = 700 nye stole

Regionshospitalet Randers har modtaget de første 250 af i alt 700 helt nye stole lavet af genanvendt plast, som bl.a. bliver fremstillet af plastaffald fra hospitalets patientkøkken. De nye stole til kontorer, venteværelser og sengestuer er første skridt på vejen til et cirkulært forbrug på hospitalet. – De nye stole er et godt eksempel på, hvordan vi skaber et cirkulært forbrug af eget plastaffald. Nu får vi emballageplasten tilbage i form af en stol, som er til gavn for patienter, pårørende og personale. Det kan være, at nogle af vores patienter fra Randers Kommune selv har leveret emballageplast til vores nye stole, siger Hospitalsdirektør Jonas Dahl og tilføjer:

– Vi ser stort potentiale i det cirkulære forbrug, og vi er nu i gang med at undersøge, hvordan vi kan udbrede det, da det også er en måde at gøre driften af vores hospital mere bæredygtig på.

Udskiftningen af de 700 stole på hospitalet sker, fordi der bliver stillet højere krav til rengøringen end tidligere. De ældre stole er udført i møbelstof, og kan ikke holde til at blive sprittet af, hvilket er nødvendigt – særligt i en tid med COVID-19. – Vi har også gerne villet opnå et mere moderne og ensartet udtryk i vores møbler på hospitalets afdelinger. Stolene er første skridt på vejen til en mere generel modernisering af møblementet på hospitalet. Da det er dyrt at udskifte så mange stole, har vi også ønsket at købe et bæredygtigt og langtidsholdbart produkt, siger Dorte Baarup, servicechef.

Serviceafdelingen står for at udskifte de mange stole på hospitalet, og vil også stå for at sikre, at de gamle møbler i stof enten bliver solgt videre, doneret til gode formål som eksempelvis herberger og krisecentre, eller destrueret. Alle materialer fra de møbler, der ikke længere kan bruges som møbler, bliver frasorteret til genanvendelse.

Del dette med dit netværk: